Søstrene Bisp om Fadervor – Margaret Lindhardt

Margaret Lindhardts stemme kender mange uden at kende hende. Eller kan man måske kende et menneske alene på stemmen? Margaret Lindhardt har talt med tusindvis af mennesker i radioprogrammer som Go’morgen P3, Fri Fredag og ikke mindst det populære søndagsprogram Giro 413, og hun er også forfatter. Noget af det sværeste at skrive om og tale om er tro, synes hun, fordi det ofte er de skråsikre, der tør tale om det. Men i denne udgave af ”Søstrene Bisp om Fadervor” prøver biskop Marianne Christiansen og Margaret Lindhardt alligevel at tale om Fadervor som et anker i livet og særligt om den del af bønnen, der hedder ”Fri os fra det onde”.

Danskerne er et blufærdigt folkefærd, som ikke skilter med, at de beder. Men nu vover biskop Tine Lindhardt, Fyens Stift og biskop Marianne Christiansen, Haderslev Stift, sig ud i 11 samtaler om bøn og særligt bønnen Fadervor, når de i Sct. Andreas Kirke i København mødes med politikere, præster, forskere, forstandere, forfattere, journalister og radioværter.

Hvorfor beder vi? Hvornår, hvordan og hvor beder vi – hvis vi altså beder. Hvad beder vi om, og hvad kommer der ud af det?

”Søstrene Bisp om Fadervor” produceres i samarbejde med Fyens Stift og Haderslev Stift.