Fokus på – psykiatrien – bog til debat – Birgitte Warberg og Georg Julin 2:2

Georg Julin har i flere podcasts fokuseret på psykiatrien i Danmark der i den grad er udsat for kritik. I efteråret tales der i Folketinget om at der ”snarest skal ses på problemet – måske for en ti-årsplan”. En kritik der har været påpeget af behandlere både i systemet og uden for systemet, af pårørende, og af syge selv. De første seks udsendelser findes på flere podcastplatforme, herunder Spotify, og denne udsendelse udskiller sig ved at det er en mor der har skrevet en bog om sin datters forløb med det offentlige behandlingssystem. Bogen vil, sammen med de andre podcasts, forhåbentlig danne grundlag for en kommende høring i Landstingssalen hvor formålet er at orientere politikere og offentligheden om de kæmpe konsekvenser psykiatriens arbejdsmetoder har for det kommende danske samfund, og forhåbentlig ændre vilkårene. Bogen hedder ”At være menneske i et umenneskeligt system”, og er udgivet af Forlaget Skriveboblen. Birgitte Warberg skriver som indledning til sin bog: ”Denne bog er blevet til, fordi jeg syntes, der manglede en bog om, hvordan det er at være forældre til et barn, der er ramt af anoreksi, og hvordan mødet med det offentlige behandlingssystem opleves. Denne bog er først og fremmest skrevet for at gie de pårørende en stemme. Da min egen datter blev indlagt, kunne jeg godt have brugt sådan en bog til at spejle mig i. Bl.a. den altopslugende følelse af afmagt. I første omgang overfor anoreksiens væsen. Senere afmagten overfor behandlingen og et system, hvor vi ikke følte os set eller hørt. Denne bog indeholder historier fra de pårørende, indlæg fra fagpersoner og forskellige artikler, som tilsammen tegner et billede af, hvad anoreksi er for en tilstand, hvordan familien påvirkes, og hvordan behandlingen i børne- & ungdomspsykiatrien ser ud i dag.”

Vil du, efter at have hørt en eller flere af mine podcasts om psykiatrien, bakke op om en kommende høring i Landstingssalen med bl.a. behandlere, pårørende og sygdomsramte?