Eurotopia – Om produktion – med Anne Lawaetz og Lars Sandahl Sørensen

I denne udgave af ”Eurotopia” er der fokus på produktion. For Europa blev forenet efter krigen for at samordne produktionen og sikre velstanden. Men hvilken rolle skal den europæiske produktionssektor spille i det 21. århundrede? Er industrien blevet overflødig i Europa? Og hvad med landbruget? Har det også mistet sin betydning? Er det vigtigt – og i givet fald hvorfor – at fastholde industri og landbrug i Europa?
Disse overordnede spørgsmål diskuterer Christian Foldager i programmet med Anne Lawaetz Arhnung fra Landbrudg & Fødevarer og Niels Sandahl Sørensen fra Dansk Industri.

”Eurotopia” er dk4s nye programserie om, hvad vi skal med Europa og om, hvordan den europæiske drøm anno 2020 lyder.
Det har Christian Foldager sat sig for at finde ud af i 10 programmer. For efter et årti præget af krise og opsplitning er det centrale spørgsmål ikke kun, hvordan det europæiske projekt kommer videre, men også hvad det skal videre mod?

Sammen med markante gæster vil Christian Foldager i programrækken genopdage Europa og formulere visioner for fremtiden. Hvert program afsluttes med, at Foldager i fællesskab med gæsterne formulerer visionen som en tese for fremtidens Europa.
På den måde samler serien i alt 10 teser i manifestet ”Eurotopia”.

Programrækken er produceret med støtte fra ”Europa-Nævnet”.