Ministrene fra Borgen – Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen

I ”Ministrene fra Borgen”, hvor regeringens 22 ministre på skift er i studiet hos Kaare R. Skou for at redegøre for deres politik, er vi nået til miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen. Ministeren bliver blandt andet bedt om at tage stilling til, om vi skal holde op med at spise røde bøffer af hensyn til klimaet – eller om vi skal blive ved af hensyn til landbruget. Han bliver også spurgt om ikke regeringen har været temmelig fedtet med at yde landmændene tørkehjælp oven på en sommer, vi ikke glemmer lige straks. Og så bliver listen over besværlige dyr gennemgået: vildsvin, bævere, ulve, mårhunde, og hvad er det med, at der også skal lovgives om ugler og rovfugle?
Programvært er journalisten og forfatteren Kaare R. Skou.

I programserien ”Ministrene fra Borgen” har dk4 sat samtlige 22 ministre i regeringen stævne for at få dem til at fortælle om deres politik og deres visioner. Hvad lykkedes, og hvad vil de nå at have igennem i Folketinget inden valget til næste år?
Indholdet er 55 minutter dansk politik pr. minister – lidt for politiknørder måske, men bygget op så alle kan følge med, og så vi får et indtryk af, hvor blandede forretninger, den enkelte minister i virkeligheden sidder med det politiske ansvar for.
Samtalerne styres af journalisten og forfatteren Kaare R. Skou, der har 30 års erfaring med journalistik blandt politikerne på Christiansborg. Ja, egentlig havde Kaare R. Skou trukket sig tilbage fra Borgen, men nu er han tilbage på dk4.

I løbet af programmerne vil Kaare R. Skou også – vanen tro – sammen med ministrene fortælle danmarkshistorien om, hvorfor lovene er kommet til at se ud, som de gør.