Fokus på – Præst og yogalærer – Kamilla Bugge

”Yoga er Indiens største gave til menneskeligheden,” skriver Kamilla Bugge på sin hjemmeside. Hun er præst på halv tid i Skelgårdskirken på Vestamager, og herudover medindehaver af et yogacenter. Mange har spurgt hende hvordan det hænger sammen at beskæftige sig med de to verdener på samme tid, og det fortæller Kamilla Bugge om i denne podcast. Hun er blevet sammenlignet med ”en falsk profet” af nogle, og omvendt er hun af andre blevet rost for at være medarrangør til yogagudstjenester for at vise vejen for kirkefremmede. Hvordan og om religionen bag yoga overhovedet kan kombineres med troen på den treenige Gud, er blandt andet samtalens indhold. Selv skriver Kamilla Bugge videre om det på hjemmesiden: ”Kristi discipel – Yogapræsten bliver jeg kaldt, og en titel jeg føler mig godt tilpas i. Yogapræsten er et møde mellem to forskellige religiøse kontekster, men selvom yogaen er en af mine største gaver, er jeg Kristi discipel, for Kristus er min dybe sammenhæng i hele min erfaringsverden, han var min første kærlighed, og bliver også min sidste. Jeg er knyttet til det kors som er tegnet på min pande og mit bryst, som jeg fik ved min dåb.”