Ministrene fra Borgen – Erhvervsminister Rasmus Jarlov

Ministrene fra Borgen - Erhvervsminister Rasmus Jarlov

I dk4’s nye programserie ”Ministrene fra Borgen” er gæsten i dette program erhvervsminister Rasmus Jarlov.
Erhvervsminister Rasmus Jarlov bliver blandt andet spurgt om initiativerne vedrørende hvidvask af penge. Nu skal også kunsthandlere til at være hvidvasksvogtere, forlyder det. Interviewet omhandler også, hvor vi står med hensyn til de langstrakte forhandlinger om EU’s bankunion, og på baggrund af skandalen i Danske Bank bliver erhvervsministeren spurgt om, hvorvidt bankerne ikke efterhånden har fået så stor samfundsmæssig betydning, at det offentlige igen burde repræsenteres i bankernes bestyrelser. Endelig kommer samtalen rundt om den udfordring, erhvervsministeren har til fælles med beskæftigelsesministeren: manglen på arbejdskraft.
Programvært er journalisten og forfatteren Kaare R. Skou.

I programserien ”Ministrene fra Borgen” har dk4 sat samtlige 22 ministre i regeringen stævne for at få dem til at fortælle om deres politik og deres visioner. Hvad lykkedes, og hvad vil de nå at have igennem i Folketinget inden valget til næste år?
Indholdet er 55 minutter dansk politik pr. minister – lidt for politiknørder måske, men bygget op så alle kan følge med, og så vi får et indtryk af, hvor blandede forretninger, den enkelte minister i virkeligheden sidder med det politiske ansvar for.
Samtalerne styres af journalisten og forfatteren Kaare R. Skou, der har 30 års erfaring med journalistik blandt politikerne på Christiansborg. Ja, egentlig havde Kaare R. Skou trukket sig tilbage fra Borgen, men nu er han tilbage på dk4.

I løbet af programmerne vil Kaare R. Skou også – vanen tro – sammen med ministrene fortælle danmarkshistorien om, hvorfor lovene er kommet til at se ud, som de gør.