KulturHave med Frederik Birket-Smith

Elektronisk musik eller EDM, Electronic Dance Music bliver ikke altid regnet for en del af det etablerede kulturliv. Men i 2011 skabte Frederik Birket-Smith en elektronisk musikfestival under navnet STRØM, der siden har været med til at udvikle en forståelse og accept af elektronisk musik. STRØM har siden 2011 udviklet sig til meget mere end en festival og er i dag en organisation, der arbejder hele året rundt med vidensdeling, netværksdannelse, partnerskaber og uddannelse. Blandt andet har STRØM-skolen for børn og unge vakt megen opmærksomhed og er blevet støttet af såvel Kulturministeriet som en række fonde. Birket-Smith fortæller i ”KulturHave”, hvorfor netop den elektroniske musik er så vigtig, og hvordan den kan være med til at skabe et ejerskab og stimulere kreativiteten hos børn og unge.

Hvordan ser hele den elektroniske musikscene ud i denne Corona-tid? Hvordan kan og skal man formidle musikken, når der er begrænsninger på forsamlinger, og man dermed ikke har mulighed for de koncerter og events, der er en stor del af identiteten for branchen? Sådan lyder nogle af de centrale spørgsmål, Christian Have stiller sin gæst i programmet.

Birket-Smith fortæller også, hvorfor den elektroniske musikscene i Danmark har store potentialer for at udvikle sig de kommende år, og hvordan den allerede har sat et stort aftryk på den internationale musikscene. Og så løftes sløret for hans største vision på vegne af hele branchen!

”KulturHave” produceres i samarbejde med HAVE A/S.