Stjernetræf – Helene Hørlyck

Helene Hørlyck er nok mest kendt for at have været sangcoach for boybandet One Direction. Men hendes palet rummer meget mere end det. Den danske stemmetræner er født i Indien, og livet har ført hende mange steder rundt i verden. Som ung tog hun til London uden meget mere end sin rygsæk – og blev der i godt 20 år.

Som sangerinde har hun udgivet sange på flere forskellige sprog, herunder et selvopfundet elversprog, der fik hende til tops på den canadiske hitliste.

Omdrejningspunktet for Helene Hørlyck har altid været stemmen. Et værktøj, som ikke kan ses, men som fortæller alt om, hvordan mennesket bag har det. I den musikalske verden har Helene Hørlyck derfor en forkærlighed for italiensk klassisk musik. En kærlighed som gør hende til en talentfuld crossover-artist – det vil sige, at hun ofte blander flere forskellige musikgenrer sammen i sine numre.

I dette interview fortæller hun blandt andet som sin passion for stemmen. Både om at bruge den fysiske stemme i mange forskellige musikgenrer, men også om at lytte til sin indre stemme, der oftest guider én det rigtige sted hen i livet.