Hofteatret 250 år

HOFTEATRET FEJRER 250-ÅRS JUBILÆUM
Officielt åbnede Hofteatret den 29. januar 1767. Dengang så teatret meget anderledes ud end i dag, hvor det fremstår i Biedermeierstil med rødt plys. I anledning af jubilæumsåret er scenografen Christian Tom-Petersen i gang med at skabe en model af arkitekten Jardins oprindelige teaterindretning i nyklassicistisk stil med blå vægge, søjler og forgyldninger.
dk4 har besøgt Hofteatret, der siden 1922 også har fungeret som teatermuseum.

Teatermuseet i Hofteatret er et helt unikt sted, der ikke blot fortæller teaterhistorie, men også danmarkshistorie. Det var her kulturpersonligheder som Johanne Louise Heiberg, H. C. Andersen og Louise Rasmussen (senere Grevinde Danner) trådte deres barnesko. Her færdedes de op og ned ad den trappe, der, den dag i dag, står som dengang og med rette kaldes ”Berømmelsens trappe”.
Det er netop her, dk4´s Frantz Howitz har sat direktør Peter Christensen Teilmann stævne for at få ham til at fortælle om Hofteatrets betydning for dansk teaterhistorie.

Selvom Hofteatret ser meget anderledes ud, end dengang kong Christian den 7. lod arkitekten Nicolas-Henri Jardin indrette det gamle Rustkammer som teatersal, er det en særlig oplevelse at besøge kongelogen. Det var her kongen sad med sin dronning Caroline-Mathilde og kabinetsminister Struensee under et maskebal aftenen og natten mellem 16. og 17. januar 1772. Netop den nat blev et skæbnesvangert vendepunkt for Struensee og kongens ”maitre de plaisir ” Enevold Brandt, der blev pågrebet og siden henrettet på grusomste vis. Hele historien om kongen, dronningen og hendes elsker samt teaterdirektøren er et kendt kapitel i danmarkshistorien. Én af kulisserne, som historien udspandt sig i, var netop Hofteatret.

Når man i dag besøger Teatermuseet i Hofteatret, kan man stadig ane lidt af den oprindelige arkitektur i foyeren, men her i jubilæumsåret vil man få et enestående billede af, hvordan teatret oprindeligt så ud. Det er scenografen Christian Tom-Petersen, der – med en arkæologs præcision – har gravet i alle gamle regnskaber og skriftlige kilder for at finde frem til en historisk korrekt model af Christian den 7. og Caroline-Mathildes teater. ”Det var jo i virkeligheden et helt umuligt rum at skabe et teater i”, er Christian Tom-Petersens vurdering. Hofteatret ligger ovenpå de kongelige stalde bag Christiansborg og er et meget langt rum med for lavt til loftet til teatervirksomhed. Sceneområdet med for- og bagscene er lige så langt som publikumsområderne. Gulvet i salen kunne via et sindrigt hejsesystem hæves i niveau med den høje scene, så der kunne afholdes maskerader med dans. Scenegulvet var skråt og her var både snoretræk, torden-, vind-, og vindmaskine samt en bølgemaskine. Der var tale om et såkaldt ”perspektivteater”, men helt uden den lyssætning, man kender til i dag. Teatersalen var med blå vægge og balkoner med søjler, guldudsmykning og loger. Foyeren var et helt enkelt rum malet lyst gråt og med et billetkontor samt én af teatrets mange kakkelovne. Toiletforhold var en retirade udenfor teatret, og bortset fra det måtte publikum og maskeradegæster benytte sig af ”selskabsblærer” og indbyggede bækkener i de store krinolinekjoler.

I 1842 begyndtes en større ombygning af Hofteatret i datidens Biedermeierstil, og der blev indrettet en ny loge til Christian den 8. Som noget helt nyt fik kongen sit eget lokum med lædersæde og kighul til scenen. Siden blev der indrettet nye loger til kong Frederik den 7. og hans hustru ”til venstre hånd” Grevinde Danner.

Efter et par katastrofale teaterbrande, bl.a. i Wien år 1881, blev alle de gamle træbyggede teaterbygninger lukket – deriblandt Hofteatret i København. Herefter henlå det ”i mølpose”. Alt interiør blev solgt, og rummene blev benyttet som pulterkammer indtil 1922, hvor Robert Neiiendam fik det indrettet som ”mindestuer” for fortidens store teaterpersonligheder.

I dag er Teatermuseet i Hofteatret både museum og fungerende teater med adskillige forestillinger, koncerter, tv-optagelser og private events. Det er noget, der slider på rummene. Derfor er der kræfter i gang for at få både udstillings – og forestillingsområderne mere up to date, samtidig med, at det historiske skal fremhæves og præsentere sig bedre end i dag.